Foto: KFUM-Spejdernes kommunikationsteam
02-03-2022
De mange mærker udgør KFUM-Spejdernes arbejdsprogram, og danner rammerne for de mange sjove, spændende, lærerige og udfordrende aktiviteter der laves i alle enheder - og de er populære som aldrig før.

Den gode historie: Mere end 290.000 mærker solgt på 5 år

Kaster man et blik ud på en hvilken som helst spejderuniform i en hytte i Danmark, ser man straks, at mærker er noget, der fylder meget og er med til at personliggøre uniformen. 

For de mindre spejdere udgør mærker en stor del af motivationen for at arbejde med kompetence- og færdighedsudvikling, ligesom misundelige blikke falder på ledernes eller de store spejderes uniformer, som for en stor dels vedkommende er fyldt til kanten med alverdens mærker. 

Tal fra KFUM-Spejdernes butik, 55Nord, viser, at der i perioden 2016 til 2021 er blevet solgt lige knap 290.000 (!) mærker. Der er altså solgt flere mærker, end der er ifølge Danmarks Statistik er indbyggere i Aarhus.

Knivbeviset er højdespringeren

I alt er der blevet solgt mere end 23.000 knivbeviser over de seneste fem år. 

Helt præcis er der solgt 23.769 knivbeviser og sendt ud til ulveunger i hele landet fra 2016 til 2021, og det er dermed klart det mest populære mærke i hele arbejdsprogrammet og et godt stykke foran anden- og trejdepladsen, som er øksebeviset til juniorerne og superheltemærket til bæverne. Dem er der solgt henholdsvis 11.720 og 10.103 eksemplarer af. 

Ude i siden af denne artikel, hvis du læser på computeren, eller nederst på siden, hvis du læser på telefonen, kan du se en top 3-liste mest solgte mærker for hver enhed.

Bæverne tager flest mærker

Selvom det er bæverne, der har nogle af de mindste uniformer at sy mærker på, så er det dem, der er de mest flittige mærke-tagere. Tallene viser, at i 2019 tog landets bævere i gennemsnit knap 5 mærker hver, mens det i 2020 var 3,5 mærker her.

Til sammenligning tager hver ulv i gennemsnit 2,4 mærker hver i 2020 - en lille tilbagegang fra 2019 hvor hver ulv i gennemsnit tog 3,7 mærker. 

I 2020 har der været en generel tendens til, at der blev taget færre mærker. Formentlig fordi pandemien umuliggjorde spejderaktiviteter i hytten en stor del af året, mens der derimod er opstået indtil flere hjemmespejder-mærker. 

Vil man vide mere om korpsets arbejdsprogram og metode, som ligger bag mærkerne, kan man på vores YouTube-kanal se fire korte videoafsnit om emnerne arbejdsprogrammet, Spejdermetoden, Paletten og 'regnestykket'. Videoerne er en god introduktion for nye ledere til arbejdsprogrammet eller erfarne ledere, som gerne vil have en genopfriskning.