Foto: Esbjerg V. gruppe
16-02-2022
Overalt er spejdere ude og sælge lodsedler i KFUM-Spejdernes Landslotteri 2022. I år er også et nyt mærke på spil, og det er ekstra særligt for Esbjerg V. gruppe, som fik ideen til mærket.

Den gode historie: Fuld fart på Landslotterimærket

KFUM-Spejdernes Landslotteri 2022 har været i fuld gang siden salgsperioden startede tilbage i januar. Hele 95 grupper har bestilt over 66.300 lodsedler hjem. Det vidner om stor opbakning til landslotteriet og et stort engagement i grupperne.

Og en af de grupper, der er i gang, er Esbjerg V. gruppe, hvor Charlotte Larsen kan kalde sig gruppeleder for de godt 120 medlemmer i gruppen på den jyske vestkyst. 

“Hos os er det et kæmpe hit, børnene er vilde med det. Vi havde ikke gjort det,  hvis det ikke var sjovt. Vi har fået det gjort sjovt”, siger Charlotte Larsen.

Hun fortæller, at de i gruppen har et mål om at sælge 3.000 lodsedler, og at der kører en lille konkurrence, således at børnene hver får en lille præmie for deres indsats svarende til cirka en femmer per lod solgt. 

En ide i Esbjerg blev til virkelighed i hele Danmark

I år er der for første gang et officielt Landslotterimærke grupperne kan købe til de flittige sælgere. Og den ide opstod faktisk i Esbjerg V. gruppe:

“Vi er i en tid, hvor mærker fylder meget for børnene. Det kan man enten arbejde for eller imod”, siger Charlotte og fortsætter: “Mærkerne siger meget om personer. Vi kan få flere til at turde ringe på, og fortælle hvad betyder, det når vi står i uniformen”. 

Og det er de ikke alene om at synes i Esbjerg V. Hele 1.529 mærker er indtil videre blevet sendt fra 55Nord ud til grupperne i hele landet. Mærket får de i Esbjerg V. når de har solgt 20 lodder. Og ideen med mærket opstod netop for at give et incitament til at udfordre sig selv, fortæller Charlotte Larsen: 

“Vi gør det ikke for økonomien. Det er formålet, vi skal have frem. Det er mærket, som kan få dem til at turde prøve grænserne af og finde modet frem til at ringe på hos hr. og fru Jensen”.

Og det virker:

“Den meter, de små vokser, når de har solgt den første lodseddel, er ubeskrivelig”, lyder det fra en stolt gruppeleder.

Charlotte Larsen fortæller, at når de først har solgt de første, kommer de hurtigt op på 20, og mange gange vil de gerne sælge endnu flere. 

Masser af gode grunde til at være med

I KFUM-Spejdernes Landslotteri 2022 er der store gevinster at hente for grupperne. For udover de fede præmier køberne kan skrabe sig til, tjener grupperne nemlig mellem 14 og 17 kroner per solgt lodseddel. Og derudover kan grupperne for hver 10 solgte lodseddel få et lod i den interne konkurrence om et ophold på Houens Odde Spejdercenter til en værdi af 20.000 kroner. En konkurrence Herlufmagle gruppe vandt sidste år. 

Udover de økonomiske fordele er det også lotteriets og mærkets formål at spejdere skal opleve, hvordan en fælles opgave kan styrke gruppen sammenhold, mens man også får kendskab til at repræsentere gruppen ude i lokalsamfundet. 

“Vi kan få børnene til forstå meget, hvis der er et formål. Det er vigtig at få at vide, hvorfor vi gør det. Det glemmer vi nogle gange, tror jeg,” udtaler Charlotte Larsen afslutningsvist. 

Landslotteriet løber frem til maj, og grupper kan stadig nå være med og bestille lodsedler hjem fra 55Nord.