Foto: Johny Kristensen
12-05-2022
Varetager du administrative opgaver som frivillig, så vil Kulturministeriet meget gerne høre, om du oplever bureaukrati. Deltag i spørgeundersøgelse her.

Benspænd i foreningslivet skal kortlægges

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen ønsker at lempe de bureaukratiske byrder, man kan støde ind i som frivillig i foreningslivet. Kulturministeriet har derfor i samarbejde med DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) og en række andre hovedorganisationer udarbejdet et spørgeskema om administrative opgaver i foreningslivet. Spørgsmålene handler om, hvordan foreningsaktive/frivillige oplever regler og andre former for krav, som kræver tid og kræfter i dagligdagen.

 Målrettet frivillige med administrative opgaver

Spørgeskemaet er rettet mod lokale foreningsaktive, som har administrative opgaver i foreningen. Med administrative opgaver menes fx håndtering af medlemsoplysninger, besvarelse af mails, budget, kommunikation, regnskab, bankforbindelse, ansøgninger i forbindelse med arrangementer/events, ansøgninger om finansiering/puljer mv.

 DUFs forkvinde, Christine Ravn Lund, roser ministerens nye foreningsindsats.

”Foreningerne oplever bureaukratisk bøvl som en kæmpe barriere for frivilligt engagement. Når man melder sig som frivillig i en forening, så gør man det fordi, at man vil skabe sjove og meningsfulde aktiviteter for børn og unge og gøre en forskel i sit lokalsamfund. Ikke for at bøvle med kommunen. Derfor skal kulturministeren have ros for at tage kampen op mod bureaukratiet i foreningslivet” udtaler Christine Ravn Lund, forkvinde for DUF.

Bidrag til undersøgelsen her: Udfyld spørgeskema 

Frist for besvarelse af spørgeskemaet er d. 20. maj 2022.