Foto: KFUM-Spejderne
22-11-2018
Engagement og nysgerrighed prægede første regionale møde om samværsregler. De næste tre uger er flere muligheder for at deltage i et møde.

Hvordan griber man bedst arbejdet med at formulere samværsregler an, hvad gør man med grænsetilfældene og hvordan er det lige det er, det med kæresteri og lederfunktion?

Det var nogle af de spørgsmål, de fremmødte fik svar på på det første regionale møde om samværsregler. På mødet, som blev afholdt på spejdercenter Cph, fortalte generalsekretær Thomas Kirkeskov om baggrunden for, at alle grupper fremover skal udforme samværsregler, mens udviklingskonsulent Jakob Frost fortalte om viden på området og kom med konkrete eksempler på dilemmaer og udfordringer, men også muligheder for at komme bedst muligt i gang med arbejdet med samværsregler hjemme i gruppen.

Dialog forebygger

Kravet om nedskrevne samværsregler blev vedtaget på landsmødet i oktober 2018. Det betyder, at alle grupper fremover skal formulere samværsregler på skrift, de skal opdateres en gang om året og alle lederne skal kende til gruppens regler for samvær. Men det vigtigste i den proces er netop den nødvendige dialog, som gruppen bliver nødt til at tage. Selve det at tale om forebyggelse af krænkende adfærd, kan nemlig virke forebyggende, oplyste Jakob Frost.

- Hvis ikke I tør tale om det, så får I skabt et rum til de typer, som har krænkende adfærd. Det ved vi faktuelt. Derfor skal vi finde et fælles sprog, så vi oplever det mere naturligt at tale om det, lød opfordringen.

Til at hjælpe snakken i gang har alle grupper modtaget materialet Trivsel og Tryghed, som består af tolv samtalekort og en vejledning til forebyggelse af krænkende adfærd. Om man vælger at tage dialogen på en lederdag eller sprede den over året med en kortere snak på hvert ledermøde, afgør man selv. Det vigtigste er, at dialogen bliver taget.

Kom med til næste møde

Hvis du gerne vil have yderligere inspiration til, hvordan I i gruppen griber det forestående arbejde an, så er der flere møder de næste tre uger. De forgår henholdsvis på Houens Odde, i Herning eller Aalborg.

  • Kolding, 27. november. Houens Odde Spejdercenter (Stensgården), Houens Odde 14, 6000 Kolding
  • Herning, 4. december. Ellevænget 9, 7400 Herning
  • Aalborg, 12. december. Lindholm Gruppe, Lindholmsvej 59, 9400 Nørresundby

Programmet er alle aftenener fra 19.00 til 21.30 og med deltagelse af generalsekretær Thomas Kirkeskov og udviklingskonsulent Jakob Frost. Det kræver ikke tilmelding.

Alle grupper skal lave samværsregler

Med vedtagelsen af lovforslag L3: Grupperådets overordnet ansvar er grupperådets ansvarsområder blevet præciseret. I den forbindelse forpligter grupperådet sig også til at sikre, "at der udarbejdes og årligt opdateres retningslinjer for samvær i gruppen, samt opmærksomhed på og sikring af kendskabet til disse", som det hedder i forslaget.

I praksis betyder det, at gruppen skal have samværsregler, som lederne kender til og som skal opdateres en gang om året.

Materiale om forebyggelse af krænkende adfærd

Du kan finde artikler, links og gode råd i forbindelse med forebyggelse af krænkende adfærd på temasiderne på Spejdernet.dk her

September 2018 udkom materialet ’Trivsel og tryghed i foreningen’. 

Materialet består af en vejledning og 12 samtalekort, I kan bruge, når I skal lave samværsregler. 

Download Trivsel og tryghed i foreningen