Foto: Jonas B. Whitehorn
03-11-2020
Charlotte Flaskager og Morten Lykkeberg er udpeget som lejrchefer for Spejdernes Lejr 2022. De skal sammen med sekretariatschefen og mange andre frivillige, skabe en fantastisk lejr i Hedeland Naturpark.

Lejrcheferne til Spejdernes Lejr 2022 klar

Charlotte Flaskager har god erfaring med store lejre. Hun var bl.a. hovedudvalgsformand for Store Arrangementer på Spejdernes Lejr 2012 og har været med i pladsudvalget for Spejdernes Lejr i 2017 og 2022. Charlotte er medlem hos De grønne pigespejdere. Hun er uddannet folkeskolelærer og arbejder primært som koordinerende skolebibliotekar på en stor folkeskole med seks afdelinger.

Morten Lykkeberg har lang ledelseserfaring jobmæssigt og som frivillig. Han har i flere år lavet fælleskorpsligt spejderarbejde, bl.a. som hovedudvalgsformand for Kommunikation og Merchandise under Spejdernes Lejr 2012. Morten er aktuelt formand for Ballerup Spejdergruppe, som er en af de største spejdergrupper i Det Danske Spejderkorps, og er selv tidligere været medlem af KFUM-Spejderne. Han arbejder til dagligt som kommunikationschef i Landsdelsregion Øst, der er en del af forsvaret.

Det er bestyrelsen for Spejderne, der har udpeget de nye lejrchefer. ”Vi er kan se to stærke ildsjæle, der vil det fælles spejderarbejde i Danmark og som har en erfaringer fra forskellige korps og flere store arrangementer. Morten og Charlotte har et godt internt samarbejde og vi er sikre på, at lejrledelsen vil give dem alt den hjælp og støtte, der skal til, for at de kommer godt i gang” siger Mathias Faaborg, formand for Spejderne.

Et fælles projekt

En spejderlejr på størrelse med en stor dansk by, opstår ikke af den blå luft. Der er flere hundrede hjælpere, der knokler på i årene op til og flere tusinde frivillige, der træder til for at sikre, at alt er som det skal være. Fra Aktiviteter til Infrastruktur og fra Forplejning til Hospitalsvæsen, for bare at nævne nogle af de områder, som Lejrcheferne sammen med lejrledelsen og de mange frivillige, skal have tjek på inden lejren kan starte. Det er lejrcheferne helt bevidste om: ”Det er rigtig vigtigt for os at komme i dialog med alle de frivillige der allerede er i gang. Vi skal have hilst på lejrledelsen, områdecheferne, specialisterne i Spejdernes Lejr og så skal vi have en omgang digital hilse-på kaffe med korpsenes hovedbestyrelser og generalsekretærer” siger Morten Lykkeberg. ”Projektet er lige så meget et resultat af et stærkt fællesskab, som det er en fed aktivitet for et fællesskab. Det er også en af grundene til at Morten og jeg meldte os på banen” afslutter Charlotte Flaskager.

Hvad med corona?

Flere spejdere spørger til corona og den mulige effekt virus har på afholdelse af lejren. Vi håber selvfølgelig på, at vi allerede næste år kan se en positiv udvikling og en væsentlig opblødning af de restriktioner som vi p.t. er underlagt. Det kræver naturligvis, at virus enten bliver markant mindre farlig og tilstedeværende i Danmark, eller at man får udviklet en vaccine. Vi arbejder dog helt klart efter, at lejren skal afholdes i 2022. Derfor er meldingen til alle der spørger: ja, der bliver en lejr i 2022. Vi overvåger hele tiden situationen og er i dialog med korpskontorer og Dansk Ungdoms Fællesråd, fastslår Stine Kirk Jensen, formand for Spejderne.