Foto: Kirstine Mose Schade
Foto: Kirstine Mose Schade
19-03-2020
Alle arrangementer, møder og aktiviteter, hvor vi mødes fysisk aflyses til og med 14. april. Samtidig aflyses DM i Spejder og distriktskonferencen. Læs mere her.

KFUM-Spejderne udvider perioden, hvor der ikke afholdes arrangementer med fysisk fremmøde

Set i lyset af de seneste officielle meldinger vælger vi at udvide perioden, hvor alle arrangementer i regi af KFUM-Spejderne aflyses. 

Selvom perioden fra myndighedernes side endnu ikke er udvidet ud over d. 30 marts, vælger vi at aflyse, da vi som organisation ønsker at være proaktive og ikke udsætte hverken spejdere, ledere, instruktører mv for unødig smitterisiko. Derudover vil vi gerne give stabe og planlæggere de bedst mulige betingelser for deres arbejde, og i dette tilfælde er det at aflyse. 

Det betyder, at alle arrangementer, møder og aktiviteter, hvor vi mødes fysisk, aflyses til og med den 14. april 2020.

Arrangementer og spejdermøder aflyses

Det har desværre den konsekvens, at alle påskens kurser aflyses. Alle kursusledere vil tage direkte kontakt til tilmeldte deltagere, og allerede overførte betalinger vil blive tilbageført. Vi håber selvfølgelig, at så mange som muligt har mulighed for at tage på kursus i efterårsferien eller til næste påske.

I den første weekend efter påskeferien skulle der være afholdt distriktskonference. Denne aflyses. I den weekend skulle de indledende runder til DM i Spejder også begynde. Det er blevet besluttet, at alle indledende runder til DM i Spejder aflyses. Der vil i den nærmeste fremtid blive taget stilling til, hvad der kommer til at ske med den resterende afvikling af DM i Spejder.

Lokalt betyder det også, at de ugentlige spejdermøder aflyses. Vi opfordrer i den forbindelse til at finde måder at holde kontakten til spejderne, så de glæder sig endnu mere til at komme tilbage. Mange grupper har lavet forskellige “hjemmespejder”-aktiviteter, som giver et for mange tiltrængt pusterum fra hjemmeskolen. Vi har forsøgt at samle nogle af de mange gode idéer på siden spejdernet.dk/hjemmespejder