14-04-2020
Hvor højt kan du klatre op i træet? Tør du sove udenfor? Med støtte fra Tuborgfondet udfordrer KFUM-Spejderne unge til at komme ud i naturen og tage udfordringer fra deres venner.

KFUM-Spejderne udfordrer unge til at komme ud i naturen

Naturen er en god ramme for fællesskaber, når vi skal være sammen hver for sig. Derfor er den også omdrejningspunktet for KFUM-Spejdernes projekt TaUdfordringen, som netop er blevet lanceret. Her deler unge i alderen 12 til 20 år udfordringer i naturen, som kan motivere til at komme ud.

- Vi gør det, fordi vi kan se, at mange unge sidder hjemme med skoleopgaver og har svært ved at komme ud. Når skoler og fritidstilbud samtidig er lukket ned, udfordrer det fællesskaberne. Med TaUdfordringen vil vi give vores bidrag til, at alenehed ikke bliver til ensomhed, siger Jakob Frost, som er udviklingschef hos KFUM-Spejderne i Danmark.

TaUdfordringen.dk finder unge dagligt nye udfordringer fra andre unge. Det kan være at slå smut ved stranden, sove udenfor eller jonglere med ting fra skoven. Alle kan stille udfordringer via TaUdfordringen.dk​​​​​​​, mens man på sociale medier kan vise, hvordan man har taget og løst en udfordring.

Udfordringer bringer naturen ind i onlinefællesskaberne

KFUM-Spejderne har stor erfaring med at tilbyde udfordrende natur- og friluftsaktiviteter til børn og unge. De erfaringer trækker vi ind i projektet, så flere børn og unge kan opleve glæden ved at komme ud i naturen, selvom det kan være svært, når hverdagen er anderledes end normalt.

- Projektet giver unge en mening med at forlade værelset og komme ud. Samtidig gør konkrete udfordringer det nemt at være med for alle, som ikke er vant til at bruge naturen, siger Jakob Frost.

Ved at kombinere fysiske og faktiske aktiviteter fra virkeligheden med sociale medier rykker naturen ind i onlinefællesskaberne, hvor der bliver anledning til snak og grin over oplevelserne. Samtidig kan det være med til at åbne naturen op for flere ud fra devisen, at hvis hun kan, så jeg kan også.

Projektet løber til midten af juni og er støttet af Tuborgfondet. Du kan læse mere om projektet på TaUdfordringen.dk.

TaUdfordringen.dk samler udfordringer for unge. Her kan alle finde udfordringer i naturen, som kan løses i den virkelige verden og bagefter deles på sociale medier.

For at være med skal du finde en udfordring på hjemmesiden og lave en video/tage et billede af din løsning, som du deler på de sociale medier. Du kan udfordre dine venner til at løse udfordringer eller lave dine egne. Der uploades hver dag nye udfordringer til siden.

KFUM-Spejderne står bag siden, som er lavet med støtte fra Tuborgfondet.

Om Tuborgfondet

Tuborgfondet udvikler fællesskaber og fokuserer særligt på at styrke unges deltagelse og engagement i samfundet samt unges jobmuligheder.

I forbindelse med situationen omkring coronavirus har de lavet en akutpulje målrettet civilsamfundets ungdomsorganisationer, som skal sikre fællesskaber.

Du kan læse mere om Tuborgfondet her.