Klassisk natløb med døde og levende poster, men med lidt uhygge. Lidt forberedelsestungt. Kræver kun 3 ledere. Løbet består af 2 levende poster, en død post + en intropost og en afslutningspost. Der er ingen konkurrence mellem holdene.
Intropost
Til lejrbålet/aftenhyggen fortælles en historie som optakt til løbet.
Fortæl om en vanvittig skovhugger, som engang boede i den landsby, som før lå på netop dette sted. Han blev forelsket i Kirstine, som altid gik klædt med et grønt skærf og et rødt tørklæde om håret. De blev gift, men hun døde kort efter, da hun ved et uheld blev skubbet i byens brønd af Mor-Karens søn. Lærer Svendsen og bageren overværer det, men kan ikke redde pigen.
Skovhuggeren bliver sindssyg og forsvinder i skoven. En uvejrsnat kommer han tilbage, hænger lærer Svendsen, Sætter ild til bagerens hus, så han brænder inde, og sprætter mor-Karens søn op og spreder hans indvolde. Resten af landsbyboerne flygtede i rædsel. I mørke nætter kan man stadig høre klageråbene fra skovhuggeren og hans ofre her i området…
Når spejderne er kommet i poserne, vækkes de med klageråb eller anden uhyggelig lyd.
Spejderne skal tage overtøj på og samles udenfor. Ingen lommelygter.
Lederen fortæller følgende (der må gerne digtes, så det bliver mere uhyggeligt):
”Denne nat er det 266 år siden, at folk flygtede fra den gamle landsby. Siden da har spøgelser været en plage for området, de skræmmer dyrene og de mennesker, der bor her, og især skovhuggerens spøgelse har fået flere til aldrig at vove sig ud i skoven igen. Dem, vi har snakket med siger, at spøgelserne holder til omkring ruinerne af de huse, de boede i, og at der er størst chance for at møde dem hvert år på præcis denne nat.
Vi skal befri området fra disse ånder. Spøgelser kan ikke slås ihjel eller fordrives. Den eneste måde at få dem til at forsvinde, er ved at hjælpe dem og give deres sjæl fred, så de kan slippe deres tag i vores verden.
Vi deler os i to hold. Hvert hold må opsøge spøgelserne i de tre huse og hjælpe dem. Derudover må vi spørge dem, hvor vi kan finde skovhuggeren. Men inden I går, skal hvert hold finde en, som ligner Kirstine og klæde hende eller ham ud med fletninger, rødt tørklæde og lysegrønt skørt. Når, eller hvis, I finder skovhuggeren, må I lokke ham med tilbage til hytten ved at narre ham til at tro, at Kirstine lever.”
Spejderne deles i 2 nogenlunde lige store hold, hvis der er mere end 5 spejdere.
Hvert hold får en pakke tændstikker, en flagermuslygte og et kort med poster på.
Spejderne hjælpes evt. med at få én klædt ud.
Det ene (hurtigste) hold sendes til landsbyskolen, det andet (langsomste) hold sendes til mor-Karens hytte.
Den postansvarlige leder tager derefter skovhuggertøj på og går til skovhuggerposten (beskrivelse i skovhuggerposten). Lederen må meget gerne lave uhyggelige lyde og skræmme spejderne på vejen.
Post 1: Mor-Karen
Forberedelse: Lederen klæder sig ud. Der samles en bunke blade eller andet, som indvoldene kan gemmes i. Indvoldene og ”barnet” smøres ind i teaterblod.
2 af hænderne og de fleste af indvoldene gemmes i bladbunken. De 2 andre hænder og nogle af indvoldene gemmes som reserve. Husk at tælle, hvor mange indvolde der gemmes i bladene. Find selv på navne til de forskellige indvolde. Lederen sætter sig på jorden og vugger barnet i sine arme.
Udførsel: Når spejderne nærmer sig, laver lederen skrig, gråd, ond latter og klageråb.
Når spejderne ankommer, fortælles:
”Hjælp mig! Hjælp mig! Nogen har fjernet min babys indvolde. Hulk. Jeg vil vandre hvileløst, indtil nogen finder mit barns indvolde og bringer dem til mig. Hvis I vil finde alle indvoldene, der er spredt rundt omkring mig, lover jeg, at jeg vil få fred, og at jeg vil hjælpe jer videre.”
Spejderne skal lede efter indvoldene. Fortæl, hvilke de mangler, efterhånden som de finder indvoldene. Kom løbende med klageråb.
Når 1. ankomne hold har fundet indvoldene, siges:
”Tak, nu har jeg fået fred. Jeg ved ikke hvor skovhuggeren er, men gå til landsbyskolen og hjælp lærer Svendsen. Han ved sikkert, hvor I skal gå hen.”
Når 2. ankomne hold har fundet indvoldene, siges:
”Tak, men hvis jeg skal få fred, må I opsøge skovhuggeren og for altid sikre jer, at han er død. I kan finde ham her.”
Tag deres kort og indtegn skovhuggerpostens placering på deres kort (postens placering er vist på leder-kortet)
Send en sms til skovhuggeren, når sidste hold sendes af sted.
Post 2: Lærer Svendsen
Forberedelse: Malerdragten fyldes med visne blade eller stof og smøres ind i teaterblod og selvlysende væske. Han hænges op i et træ, således at han ikke umiddelbart kan ses fra vejen. På træstammen hænges sedlen. Økserne smøres ind i teaterblod og lægges i skovbunden. Den ene lægges, så den er nem at finde, den anden lidt mere skjult.
Tekst på seddel: ”Hjælp mig! Hvis jeg, Lærer Svendsen, nogensinde skal faa Fred, maa I finde den Økse, som Skovhuggeren brugte til at pine mig med, inden han hængte mig. Find den, og begrav den ved Foden af dette Træ. Saa vil Jeg være Jer evigt taknemmelig. Naar I har gjort det, saa fortsæt til Bageren. Han kan fortælle jer, hvor Skovhuggeren er.”
Post 3: Bageren
Forberedelse: På stien, hvor posten er markeret til at ligge, drysses der mel ud, samt selvlysende væske. Melet drysses som et spor ind i bevoksningen til en rydning, der er passende til ildtænding. Ca. 6 bakker stilles frem. Der hældes salt og vand i spritten, ca. 2 spsk. af hver pr. liter. Vandspanden gemmes væk og bruges kun i nødstilfælde.
Når spejderne kommer, skal de selv finde ud af at følge melet.
Inden de når frem, hældes der lidt spritblanding i bakkerne, og de tændes. Når de når ind i lysningen, springer lederen frem fra et skjul med en sindssyg latter.
Med hekselatter og uden at kunne stå stille fortæller han:
”Jeg er bageren. Så længe der er ild i mit bageri, vil jeg hjemsøge jer! Prøv bare at slukke ilden. Jeg fortæller jer ikke, hvor skovhuggeren er, før I har gjort det!”
Spejderne skal slukke ilden ved at dække den til med jord, stampe på den eller hvad de ellers kan finde på. Imens skal bageren løbe rundt og hælde sprit i de slukkede bakker, og tænde dem igen. Spejderne må holde bageren fast eller være hurtigere end ham.
Når alle bakkerne er slukkede, er posten klaret, og bageren falder til ro.
Til 1. ankomne hold fortælles: ”Tak, fordi I har frelst mig. Jeg vil ikke fortælle jer, hvor skovhuggeren bor, men gå videre til mor-Karen, og hjælp hende, så skal hun nok fortælle jer det.”
Til 2. ankomne hold fortælles: ”Tak, fordi I har frelst mig. Men jeg kan først lægge mig til hvile, når jeg ved, at skovhuggeren er uskadeliggjort. Hans hytte ligger her.” Indtegn skovhuggerposten på holdets kort.
Der er kort tid mellem de to holds ankomst, så pas på, at posten ikke kommer til at tage mere end ca. 8. minutter.
Send en sms til skovhuggeren, når det sidste hold sendes af sted.
Afslutningspost: Skovhuggeren
Spejderne bevæger sig primært langs den store vej, så skræm dem gerne på vej ud til posten.
Når spejderne nærmer sig, så vær uhyggelig.
Lad først spejderne komme rigtigt i kontakt med dig, når begge hold er nået frem. Hvis der er alt for lang tid mellem holdene, så drop det og lad det ene hold lokke dig hjem.
Lad dem jagte dig lidt i starten og få på et passende tidspunkt øje på Kirstine, som skal lokke dig hjem. Græd og fald hende om halsen etc. Vær mistroisk i starten osv. osv. Bliv i rollen så længe som muligt, på vejen hjem til hytten. Vær fåmælt og hav kun øje for Kirstine, vær aggressiv over for de andre. Når I når hjem til hytten, så gå ind i lederlokalet eller på et toilet og tag kostumet af, og kom ud igen, som om du på intet tidspunkt har set eller været skovhuggeren.
Materialer
Intropost: 2 flagermuslygter, 2 pakker tændstikker, 2 kort med poster indtegnet, gerne mobiltelefoner til lederne.
Post 1: Udklædning, tøjbylt der ligner et barn, kort med mor-Karen-postens placering og skovhuggerpostens placering, flagermuslygte, tændstikker, 4 gummihandsker fyldt med mel og vand, diverse indvolde, teaterblod rørt op i vand, sprittusch, evt. mobiltelefon.
Post 2: Malerdragt, (rednings)reb, teaterblod eller ketchup, 2 økser, knæklys, seddel med instruks, snor til at fastgøre sedlen med, saks.
Post 3: 4 kg hvedemel, knæklys, saks, kort med bagerpostens placering og skovhuggerpostens placering, udklædningstøj (tyk mand med mel på tøjet, skyggende hat for uhyggen), en spand med vand, 2 flasker sprit, salt, sprittusch, stanniolbakker eller andre ildfaste fade, tændstikker eller lighter, gerne mobiltelefon.
Post 4: Udklædning, kort over postens placering, gerne mobiltelefon.