Nyt design til gruppesites på vej

I 2025 kan KFUM-Spejdernes grupper se frem til et nyt design af de lokale hjemmesider.

I mange år har grupperne kunne benytte korpsets gruppesiteskabelon til at bygge hjemmesider via WordPress Mulitsite.

I 2022 fik kfumspejderne.dk et helt nyt design, og nu er turen kommet til gruppernes lokale hjemmesider. Korpsets forretningsudvalg har afsat midler til en ny hjemmesideskabelon, som står klar til brug medio 2025.

Rammerne for nyt gruppesite

Formålet med den grafiske opdatering er at give grupperne mulighed for at se tidssvarende ud og samtidig blive mere synlige i søgemaskiner som fx google.

Det grafiske blok-tema er udviklet af designbureauet Granyon og kodet af webbureauet Symbiotisk. Et WordPress-tema består af forskellige skabeloner til tekst, billeder, links og funktioner, som en administrator let kan redigere i, så det lokale indhold udfylder skabelonerne. Se mere om de forskellige indholdsskabeloner her. Det nye brugervenlige bloktema vil kunne installeres på nye gruppesites (eller skiftes til på de gamle).

Support til grupperne

Gruppesite er ment som en valgfri støtte til de grupper, som gerne vil have et flot site designet ud fra KFUM-Spejdernes visuelle identitet. Knap 200 grupper benytter dette tilbud pt., og der er kommet lidt flere til på det sidste – muligvis fordi de gerne vil være med på den nye opdatering. Det er gratis at tilmelde sig via siden www.gruppesite.dk

Da det er sin sag at udrulle 200 og potentielt endnu flere nye hjemmesider, har vi hjælp fra supportgruppen under ledelse af Jan Skovhus Hansen. Her vil der være hjælp at hente for de grupper, som har brug for en ny hjemmeside og løber ind i udfordringer på vejen. Jan og hans team har drevet denne supportfunktion med succes i mange år og er således rutineret i serveropsætning, domænehåndtering og brugerspørgsmål.

Medlemmer af supportgruppen bliver undervist i brug af de nye værktøjer, så de kan hjælpe de grupper, som ikke selv har en WordPress kyndig blandt ildsjælene i gruppen. Vil du gerne være en del af supportgruppen, kan du skrive til vækst- og udviklingskonsulent Steffen Falck på steffen@kfumspejderne.dk

Struktur, indhold og funktioner

Løsningen er udviklet i projektgruppen med input fra fokusgruppen siden august 2024. Derudover hviler udviklingen på inspiration fra grupper, der har gjort sig gode erfaringer, samt en hovedopgave i webdesign af Mie Venø Skjærbæk. I det følgende er listet eksempler på de forskellige indholdsmoduler:

  • Menustruktur: En såkaldt burgermenu, så de forskellige målgrupper nemt kan finde informationer målrettet til dem. Jvf. kfumspejderne.dk
  • Video: Videoer kan vises fra gruppens eller KFUM-Spejdernes YouTube-konto ved en enkel embed-kode. Videoerne embedes, da de ellers vil fylde for meget på det enkelte site
  • Gruppens spejderhytte(r): Præsentation samt geografisk placering på kort af gruppens hytte(r)
  • Nyhedsmodul: På hvert gruppesite vil der være et nyhedsmodul, som gruppeadmin opretter nyheder i. Nyheder vises på forsiden. Modulet er valgfrit
  • Statiske sider: En række sider med information og links til fx beskrivelse af enhederne, samværsregler, bestyrelsen, vedtægter, ture, pakkelister, lederrekruttering, uniformsvejledning, arbejdsprogram (Paletten) og spejdermetoden
  • Integration: Leder og stamdata trækkes fra medlemsservice
  • Landsdækkende budskaber: En side på det enkelte gruppesite, som kun korpset administrerer. Indholdet handler om KFUM-Spejderne i fakta og tal
  • Mediebibliotek: Upload til mediebibliotek med begrænsning på, så den enkelte gruppeadmin ikke uploader store billeder, som kan svække sitets loadtid og derved forringe googles pagerank af den lokale hjemmeside
  • Kontaktmodul: Kontaktinformation hentes fra gruppens data i medlemsservice
  • Kalendervisning: Data fra gruppens kalender og arrangementer i medlemsservice vises.
  • Sidefod: Ens på forside og undersider, jvf. kfumspejderne.dk.

Resultatet bliver en funktionel WordPress Multisite-løsning med et brugervenligt design og klar navigation som effektivt kommunikerer spejdergruppens værdier og forskellige aktiviteter som samtidig er nem at vedligeholde og udvikle i fremtiden.

Processen

Først bygges et gruppesite op med de nye komponenter. Strandboerne i Vallensbæk er valgt som testgruppe. Efter test og evaluering opsættes en generisk grundskabelon samt en vejledning til, hvordan man bygger sin spejdergruppe op med strandboerne som eksempel. Dertil kommer undervisning af supportgruppens frivillige, der driver gruppesite.

Når supportgruppen er trygge ved det nye tema og den redaktionelle proces, kan løsningen installeres på gruppesite – og grundinstallationen kan kopieres over og klones til nye gruppesites som spejdergruppen selv kan tilpasse.

Vi giver grupperne besked, når udrulning begynder.

Denne artikel opdateres løbende som projektet skrider frem. Blot søg “gruppesite” så finder du den nyeste version.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål vedrørende projektet, er du velkommen til at skrive til: steffen@kfumspejderne.dk eller ringe på 71 55 24 82.

Læs også

Menu