Søg om at blive ungdomsdelegat til FN eller EU

DUF søger lige nu kandidater til både Danmarks ungestemme til FN-møder og som EU-delegat. Du kan søge om at blive indstillet af KFUM-Spejderne.

To personer ser på et verdenskort.
Foto: Maj-Britt Nielsen

Hvis du drømmer om at repræsentere unge danskere i enten EU eller FN-regi, så er det nu, du skal gøre opmærksom på din interesse.

EU-ungdomsdelegat

DUF søger to unge og engagerede delegater med interesse for EU og europæisk samarbejde til at blive EU-ungdomsdelegater i perioden 1. januar 2025 til 30. juni 2026.

Som EU-ungdomsdelegat skal du repræsentere den danske ungdom gennem EU’s ungdomsdialog. EU’s Ungdomsdialog er en af EU’s officielle mekanismer for ungeinddragelse, hvor unge fra alle EU-lande mødes og drøfter bestemte problematikker og præsenterer løsninger for europæiske beslutningstagere. Du skal deltage i EU’s ungdomskonferencer i Polen, Danmark og Cypern. Konferencerne bliver afholdt halvårligt og datoerne er endnu ikke fastlagt.

Derudover skal du arbejde nationalt med at udbrede kendskabet til europæiske dagsordener blandt unge i Danmark, bl.a. gennem at deltage på Folkemødet og en række skolebesøg.

Som ungdomsdelegat skal du være indstillet på at engagere med unge fra andre europæiske lande og unge i Danmark. Samtidig indgår du også i et tæt samarbejde med de danske myndigheder om Danmarks europæiske ungdomspolitik.

Læs mere om at blive EU-Ungdomsdelegat på duf.dk her

Ungdomsdelegat til FN

Du kan kan søge om at blive Danmarks ungestemme til FN-møder ved at blive ungdomsdelegat til FN. DUF søger netop nu fire ungdomsdelegater for 2025-2026

Danmark sender hvert år otte ungdomsdelegater til forskellige multilaterale fora, de fleste i FN, hvor de skal deltage som repræsentanter for den danske ungdom. Ungdomsdelegaterne er også meget aktive i Danmark og er med til at forankre verdensmål og globale dagsordener blandt unge i Danmark.

Ungdomsdelegaterne bliver knyttet til ét af fire tematiske områder, hvor de vil arbejde og udsendes i par. Verdensmål og menneskerettigheder er tværgående temaer for alle ungdomsdelegaterne.

DUF udpeger i alt fire ungdomsdelegater – en til hver af følgende fire temaer:

  • Demokrati og partnerskaber
  • Faglært uddannelse og jobskabelse
  • Klima og miljø
  • Ligestilling og seksuelle og reproduktive sundhedsrettigheder (SRSR)

Som ungdomsdelegat er de nationale aktiviteter lige så vigtige som de internationale. Der foregår også mange aktiviteter i Danmark, fx ved at give oplæg til DUFs arrangementer, i lokale og nationale ungdomsforeninger og lignende, deltage i events under Folkemødet, tematiske folkemøder, Ungdommens Folkemøde, besøge lokale ungdomsforeninger, holde foredrag på skoler, deltage i møder med samarbejdspartnere og meget mere.

Du kan søge om at blive ungdomsdelegat på én af de fire tematikker i en 2-årig (2025-2026) mandatperiode.

Læs mere om at blive FN-Ungdomsdelegat på duf.dk her

Sådan kommer du i betragtning

DUF administrerer de to programmer på vegne af hhv. Udenrigsministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet. KFUM-Spejderne har mulighed for at indstille kandidater til begge programmer og ansøgningsfristen er 5. november 2024.

Er du interesseret i at blive indstillet, så skriv til forperson Tobias Simonsen på tobias@kfumspejderne.dk

,

Læs også

Menu