Relanceret Ildhu på vej fra trykken

Alle ledere og voksne medlemmer af KFUM-Spejderne i Danmark modtager snart et Ildhu i postkassen. Medlemsbladet har fået en overhaling og udkommer i nyt design og med nyt indhold.

Det nye relanceret ildhu

Navnet Ildhu er det samme. Men ellers er meget forandret, når Ildhu snart lander i postkassen i løbet af næste uge. 

Det relancerede medlemsblad har fået et lidt andet formatet, et friskere design og et meget mere blandet indhold. Alt sammen udviklet i forlængelse af læserundersøgelser, åbne workshops og etableringen af en ny frivillig redaktion. 

Spejderidentitet og konkrete idéer

Ét af pejlemærkerne i tilblivelsen af bladet har været spejderidentitet, inspiration og konkrete idéer til det ugentlige møde. Læg dertil ønsket om et mere farverigt og legende design. 
Derfor kan du i første nummer læse et mini-tema om tradition og fornyelse i grupperne – og om traditionernes betydning for ungelivet i dag. 

Du finder også et portræt af en rejse-familie, der lever på et spejderagtig liv med stor inddragelse af børnene og med tanke på brugen af ressourcer. Se også fotoreportage fra Linien Ud Nord – og find inspiration og vejledning til at sanke i naturen og samtidig få mere fokus på, hvordan børn og unge kan føle sig forbundet til naturen. 

Ungesider for de 15-17-årige

Et helt nyt format, der er kommet med i bladet, er Ungesider. Her skriver UngeRedaktionen om emner særligt til unge spejdere i alderen 15-17 år. Denne gang er emnet, hvordan du kan bruge de kompetencer, du får som spejder, når du skal søge job. Så hvis du som modtager af bladet, kender en spejder i aldersgruppen, som ikke ligger indenfor modtagergruppen, så giv dit blad videre til en ung spejder! 

Lyt i stedet for at læse 

Som noget nyt er det muligt at lytte til en af artiklerne, frem for at læse den. Naturformidler Nikolaj Voldum Ahlburg skriver i Ildhu om naturdannelse, hans egen ”rejse” mod forbundethed med naturen og kommer med helt konkrete øvelser i naturen, der er lige til at afprøve. Men hvis du hellere vil høre end læse den lidt længere artikel, så har Nikolaj indtalt artiklen, som du allerede kan smuglytte på lige her:

Erfaringsudveksling fra gruppe til gruppe

Et fast format i bladet er ’Gruppebesøg’, hvor redaktionen har besøgt en gruppe – denne gang Oksbøl gruppe – for at høre, hvordan de laver spejder. Gruppen fortæller blandt andet om, hvordan de er lykkedes med at lave en god sammentømret gruppe af både blå og grønne spejdere. Faktisk havde Oksbøl gruppe så mange gode idéer til spejderarbejdet, at vi måtte skrive en supplerende artikel om dem. Den kan du læse, mens du venter på at bladet dumper ned i din postkasse lige her: Flexspejder fastholder spejderne.

Ildhu lander i postkasserne i løbet af næste uge. Bladet udkommer to gange om året og næste nummer udkommer i oktober 2024.

Kom med i redaktionen

Næste nummer af Ildhu udkommer til oktober. Redaktionsarbejdet er i gang, men der er stadig plads til DIG, hvis du synes det kunne være sjovt at være med til at lave KFUM-Spejdernes medlemsblad til ledere og voksne medlemmer. Skriv til os på ildhu@kfumspejderne.dk

Her kan du også skrive til redaktionen, hvis du har ris, ros eller gode idéer til kommende numre af Ildhu.

, ,

Læs også

Menu