Landstræf 2023: Tilmeldingen er åben!

Så er tiden kommet, hvor du kan tilmelde dig årets største spejdermøde. Husk at invitere dine gode med-ledere, spejderkammerater fra hele landet og dem, du var på kursus med dengang … hvornår var det nu?

Landsmøde 2022 på Houens Odde
Foto: Lasse Mørch

Alle rovere og ledere er velkomne, når vi melder klar til ét stort spejdermøde på Landstræf 2023 i dagene 1.-3. september.

Nyt landstræf-site

Du kan allerede nu tilmelde dig – men du kan også orientere dig om arrangementet på et helt nye site på www.landstræf.dk. Med åbningen af både tilmelding og hjemmeside, løfter vi også sløret for meget mere af programmet under temaet “Sammen former vi godt spejderarbejde”. 

Rollespil og formål på programmet

Det er med udgangspunkt i temaet, at vi har sammensat et fyldt program med noget for enhver smag. Fredag byder vi på lejrbål og en hyggelig velkomst. Lørdag formiddag skal vi løbe rundt i formålet. Der er blevet snakket i grupperne, distrikterne og på landsmødet, og vi fortsætter til september på Houens Odde.

Så glæder du dig til at blive (endnu) klogere på formålet? Så er det helt oplagt at deltage på Landstræf 2023.

Er du lidt træt af snak om formål? Vi lover, at du slet ikke kommer til at mærke, at det er formålet, der er i centrum. Så spænd løbeskoene og kom med ud i alle hjørnerne af vores korps. 

Og så bliver der selvfølgelig aktiviteter for en bred smag repræsenteret fra alle afkroge af spejderdanmark – ja måske endda hele verden. Aktiviteterne vil både være for dig, der vil træne dine spejderfærdigheder og dig, der vil blive klogere på korpsets uddannelser eller måske er du mere til sang? Lørdag aften byder vi også op til sang, når Houens Odde fyldes af underholdning i flere forskellige udgaver. Søndagen slutter vi af med et brag. Vi skal nemlig spille rollespil om den gode spejdergruppe. Brættet i brætspil skiftes ud med græsset ved Steensgaarden, når vi i hold skal dyste om at blive en bæredygtig stærk spejdergruppe. Hvem formår at komme bedst gennem forhindringerne og til sidst stå som vinder? 

Tilmeld dig allerede nu

Du kan roligt tilmelde dig allerede i dag.Jo hurtigere, du får tilmeldt dig, jo mere hjælper du landstræf-patruljen i deres videre arbejde. Der er nemlig en masse teknik og logistik, der skal gå op. Og ikke mindst mad til alle. 

Har du spørgsmål til Landstræf 2023 – kan du skrive til info@landstræf.dk  
Vi ses på Houens Odde den 1.-3. september!

Vil du vide mere?

www.landstræf.dk

,

Læs også

Menu