
Til januar begynder KFUM-Spejdernes landslotteri 2023. Gennem salget af lodsedlerne kan gruppen tjene penge til sommerlejr, nyt udstyr eller måske til driften af spejdergruppen.
For at være med skal jeres gruppeleder eller kasserer bestille lodsedler – og det kan de gøre allerede nu! De har alle modtaget et bestillingslink på mail, hvor der kan bestilles lodsedler frem til 1. marts 2023.
Intern konkurrence
I 2023 kan gruppen igen deltage i den interne konkurrence om et gavekort på 20.000 kr. til et ophold på Houens Odde, som fx kan bruges på en centerlejr eller weekendtur for 40 personer. For at deltage skal gruppen udfylde bagsiden af hvert bundt lodsedler med gruppens gruppenummer.
Knap fire måneders salgsperiode
I årets lotteri kan der sælges lodsedler fra 21. januar til 14. maj 2023, hvor de lyse aftener igen er kommet tilbage, og der er mere tid på dagen til at sælge i.
Et lod koster 25 kroner, og hvor meget hver gruppe kan tjene pr. lod afhænger af, om lodsedlerne er købt med eller uden returret. Gruppen kan tjene 17 kr. pr. lodseddel bestilt uden returret og selv bærer risikoen for, at der er usolgte lodsedler til overs. Hvis I bestiller med returret, kan gruppen tjene 14 kr. pr. lodseddel.
Inspiration til at sælge lodsedlerne
Uanset om gruppen har solgt lodsedler i mange år eller måske vil prøve det for første gang, kan det være rart med inspiration til, hvordan man gør. Vi har samlet tips og tricks til jer om, hvordan gruppen kan gribe salget an med alt fra facebookopslag til at sætte et mål sammen med spejderne. Se mere her.
Gør din gruppe noget, som fungerer godt, når I sælger lodsedler, så kan du dele dit tip ved at sende det til kommunikation@kfumspejderne.dk.