Sommerpakke på vej til spejderaktiviteter

I begyndelsen af juni måned afsatte politikerne 69 mio. kr. til aktiviteter i det frivillige foreningsliv.

Det vækker stor begejstring i spejderland, at politikerne har afsat 69 millioner kroner til aktiviteter i det frivillige foreningsliv. Den økonomiske indsprøjtning har til formål at skabe gode sommerarrangementer for børn og unge på blandt andet spejderlejre og tiltænkt som et plaster på såret for at afbøde konsekvenserne af corona.

Baggrunden for den brede politiske aftale mellem regeringen, Venstre, DF, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti er, at mange foreninger og aftenskoler har oplevet et frafald af medlemmer på grund af COVID-19, herunder børn og unge, som følge af den lange periode med nedlukning og mange corona-restriktioner. Derfor mener politikerne, at der nu er behov for en indsats for kultur- og idrætsaktiviteter for danskerne i løbet af sommeren.

Flere puljer

Samlet set afsættes der 69 mio. kr. det frivillige foreningsliv. 59 mio. kr. er målrettet foreninger til at skabe aktiviteter for børn og unge i løbet af sommeren og frem til efterårsferien. Puljen kan søges af lokale spejdergrupper, idrætsforeninger og øvrige lokale foreninger på kulturområdet. Derudover er der afsat 10 mio. kr. til grupper og foreninger, der er økonomisk ramt af restriktioner eller manglende indtjeninger.

Aftalen om sommerpakken til kultur- og foreningslivet blev indgået den 4. juni 2021, men hvornår og hvordan, puljen kan søges, er endnu ikke afklaret. Puljen skal udmøntes af DIF, DGI, DUF og Dansk Firmaidrætsforbund. 

Når der åbnes for ansøgninger til puljerne, meldes det ud her på kfumspejderne.dk og i korpsets nyhedsbrev.

Læs også

Menu