Den mangeårige KFUM-Spejder Morten E. G. Jørgensen er ny generalsekretær hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) | Foto: Philip Davali
02-03-2017
Morten E. G. Jørgensen er ny generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF. Det er blandt andet mange år hos KFUM-Spejderne, som har ført ham til DUF, siger han.

Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har ansat Morten E. G. Jørgensen til at stå i spidsen for DUFs sekretariat med start fra 15. marts. Morten har et indgående kendskab til DUF gennem et mangeårigt engagement i både spejderbevægelsen, elevbevægelsen og en politisk ungdomsorganisation.

Og det er faktisk et stort engagement i KFUM-Spejderne, der førte ham til DUF.

”Jeg har været spejder hos KFUM-spejderne, siden jeg startede som junior i Bramdrup Gruppe i Kolding. Der var jeg meget aktiv og blev blandt andet tropsleder og var også rover. Under studietiden havde jeg mest at gøre med kurser i form af Roland 2, Diamant og lignende, ligesom jeg en periode var guide hos Spejder Rejser," siger Morten E. G. Jørgensen, der som færdiguddannet og med fuldtidsarbejde i København stadig holdt liv i spejderarbejdet og var bl.a. aktiv i pressegruppen under Spejdernes Lejr 2012.

”I dag er jeg medlem under korpset, men hjælper stadig min gamle gruppe Bramdrup af og til. Afhængig af, hvilke forpligtelser jeg får med DUF, har jeg også tænkt mig at være frivillig på Spejdernes Lejr til sommer sammen med et gode spejderkammerater.”

Morten sad på et tidspunkt i et udvalg under korpset, der var involveret i samarbejdet med DUF, hvorfor han et år deltog i DUF-delegeret møde på vegne af KFUM-spejderne. Og derfra tog det fart.

”Spejderarbejdet har betydet ufattelig meget for mig. Det har været med til at forme mig, og jeg har også stået i mange situationer i mit professionelle virke, hvor jeg kunne trække på mine erfaringer fra spejderarbejdet. De ting, man lærer som spejder, om selvstændighed, ansvarlighed, overblik, ledelse og samarbejde er simpelthen bare guld værd.”

Læs DUF's nyhed om ansættelsen her